Det du skyller ud i toilettet - ender på din regning
Vådservietter og andre ting, der ikke hører hjemme i toilettet, koster hvert år Vejen Forsyning cirka 500.000 kr. i rensning af tilstoppede spildevandspumper – en regning, som i sidste ende lander hos forbrugerne.
Alt for mange bruger toilettet som skraldespand. Vådservietter, vatpinde, tamponer, hår og andre ting giver hvert år store problemer i Vejen Forsynings spildevandssystem. De sætter sig fast i pumperne, stopper anlæg til og betyder, at forsyningen typisk må bruge en halv million kroner om året på at få renset tilstoppede spildevandspumper.
- Som forsyningsselskab har vi ansvaret for at transportere og rense spildevandet og holde vores anlæg i god drift. Vores arbejde er finansieret gennem brugerbetaling – bl.a. vand- og afledningsafgifter – og vi har et klart fokus på at bruge ressourcerne effektivt og holde priserne så balancerede som muligt for vores kunder, fortæller Gert Schmidt, driftschef i Vejen Forsyning.
- Når vi skal bruge en halv million kroner om året på bl.a. at fjerne vådservietter, hår, klude, hygiejnebind mv. fra pumperne, er det penge, vi ikke kan bruge på at vedligeholde og udvikle vores anlæg eller på andre forbedringer til gavn for kunder og miljø. I sidste ende er det forbrugerne selv, der betaler regningen gennem deres takster, siger Gert Schmidt, som især fremhæver vådservietter som den helt store synder, ligesom mange heller ikke tænker om, at hår er dårligt for kloakken, men hår er ligesom fiskesnøre. Det er ikke til at rive over og vinkler sig om lejer, ledninger og kæder og samler sig til sidst til store klumper.
- Blandt de mere kuriøse ting, som har sat sig fast i forsyningens pumper kan nævnes underbukser, nylonstrømper, BH'er, karklude og sten. Men forsyningen har også fundet et oliefilter fra en bil, en gadekost og sågar en FCK-trøje. Noget af det er ikke kommet ned i toilettet, men gennem andre kloakker.
Opfordringen fra driftschefen er derfor klar - nemlig at vi alle hjælper til ved kun at bruge toilettet til det, det er lavet til – og lader vådservietter og andre ting ryge i skraldespanden i stedet for i toilettet.